Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, juli 2018, som nr. 2 artikel i en nystartet serie om aktuelle eklipser. Vil du fremover læse artiklerne FØR eklipserne forekommer, så følg med i bladet.

 

Solformørkelsen d. 13. juli 2018

Denne artikel er nummer to i en række artikler, som løbende beskriver de aktuelle sol- og måneformørkelser, her kaldet eklipser. Artiklernes hensigt er at belyse, hvorledes eklipserne kan tolkes i forhold til de personlige horoskoper.

Denne eklipsesæson

I eklipsesæsonen juli/august 2018 vil der optræde tre eklipser: En solformørkelse d. 13. juli, en måneformørkelse d. 27. juli samt en solformørkelse d. 11. august. I denne artikel behandles den første eklipse, og de to næste vil blive omtalt i Løvenummeret af Stjernerne.

 Solformørkelsen d. 13. juli 2018 er partiel og vil være synlig fra det sydligste Australien til det nordligste Antarktis. Opstilles horoskopet for eklipsen, falder Nymånen, og dermed eklipsegraden, i 20 41 Krebsen. (Se horoskop).

 

 Siden februar 2017 er eklipserne hovedsageligt faldet hen over Løve/Vandbærer aksen, og det vil de to sidste eklipser i 2018, samt den første i jan. 2019 også gøre. Med denne 13. juli-eklipse i Krebsen tager vi forsmag på en ny toårig periode, med Krebs/Stenbuk som den overvejende eklipseakse. Den aktuelle eklipse kan måske siges at være en slags hybrid, idet Nymånen falder i Krebsen, mens Måneknuderne stadig befinder sig på Løve/Vandbærer aksen.

 

Saros seriens tema

Som beskrevet i januarnummeret af Stjernerne, tilhører alle eklipser en såkaldt Saros serie af eklipser. Den kommende Solformørkelse tilhører Solar Saros serie 117.

Astrologer har siden Ptolemæus (2. århundrede e.Kr.) brugt at se på en Saros series fødselshoroskop, for at kunne tolke hele seriens tema. Saros serie 117 's i alt 71 eklipser falder, med ca. 18 års mellemrum, fra år 792 til år 2054, og seriens første solformørkelse faldt d. 24 juni år 792, med Nymånen 05 49 Krebsen. (se horoskop).

 

Bernadette Brady tolker dette fødselshoroskop ved især at se på midtpunkterne. Her falder Nymånen, sammen med Jupiter, lige på Mars/Uranus midtpunktet, og Merkur står på Venus/Saturn midtpunktet. Dette tolker BB som, at der er tale om en vanskelig eklipsefamilie, som bringer uheldige nyheder om venskaber eller relationer. Man kan få ideer om adskillelse eller afslutning på en forbindelse, men man fatter også hurtigt, hvad der kan gøres, og en hurtig indgriben kan bringe gode resultater. Det overordnede tema kan siges at være handling i forhold til personlige relationer. (Note 1)

 

Denne eklipses tema

Udover at alle eklipser indvarsler forandringer, vækst og milepæle på netop det personligt påvirkede livsområde, kan man klassificere eklipserne og deres påvirkning efter, om eklipserne er hhv. solare eller lunare, og om eklipsegraden står sammen med hhv. den Nordlige eller den Sydlige Måneknude. (Note 2)

Solformørkelsen d. 13. juli 2018 er en solar, Nordlig Måneknude eklipse. At den er solar (Nymåne) forbindes med afslutning efterfulgt af ny begyndelse, specielt i forhold til egoet. At eklipsen optræder sammen med den Nordlige Måneknude tolkes som en åbning, en tagen ind, samt en positiv indflyden af energi,

Nymånen falder i 1. hus, eksakt overfor Pluto i 7. hus. Saros seriens tema var handling i forhold til personlige relationer, og denne opposition peger på, at det denne gang kan blive under et vist pres (Pluto) at handlingen skal foretages. Her kan man så håbe, at den Nordlige Måneknude bidrager til en villighed til at åbne op for de nødvendige forandringer. Nymånen i 1. hus viser, at en relevant handling i forhold til ens relationer kunne være, at man selv indtager en ny attitude. Nodernes Løve/Vandbærer tema omkring individualitet kontra fællesskab, kan sammen med Mars/Ketu konjunktionen pege på, at man skal arbejde på i højere grad at indgå kompromiser, fremfor at kæmpe for sit egos interesser.

 

Hvem påvirkes mest af eklipsen?

Nu er det ikke os allesammen, som partout skal ind og handle i forhold til vores relationer. For at afgøre hvem der eventuelt påvirkes af eklipsen, må vi først se på, hvor eklipsen falder i det personlige horoskop.

Virkningen i det personlige horoskop vil være stærkest, hvis radix Sol, Måne eller Ascendant befinder sig indenfor en orbis af 3 grader fra eklipsegraden, enten i konjunktion eller opposition hertil. (Note 3)

Dvs, at denne Solformørkelse stærkest påvirker de, som i deres radix horoskop har Sol, Måne eller Ascendant stående fra en 18-24 grader i enten Krebsen eller Vandbæreren. Har man fødselsdag i dagene omkring d. 13. juli (+-3 dage) vil dette for eksempel være tilfældet.

 

Eklipsens fremtidige virkning

Der er delte meninger om, i hvilket tidsrum en eklipse har en virkning, men der synes at være enighed om mindst frem til samme type eklipse i næste eklipsesæson, hvilket generelt vil være ca, et halv år frem. Derudover kan en eklipse i gennemsnitligt 3,5 år (solformørkelser lidt kortere, måneformørkelser lidt længere) reaktiveres af transitter til eklipsegraden – især Mars for aktion og Saturn for afslutning. (Note 2)

Det mest sandsynlige scenarie for de næste års reaktivering af eklipsen ser ud til at blive:

 

  • Solen vil i mindre grad aktivere medio hver januar og juli
  • Mars vil tilskynde til handling medio juni 2019.
  • Saturn passerer eklipsegraden i julen 2019, og emnet kan forventes afsluttet.

 

Hvis der herefter alligevel bliver tale om en fortsættelse, vil Mars i medio marts 2020 igen tilskynde til handling, og Jupiter kan ekspandere sagen henover mar-okt 2020, måske med kulmination juli 2020.

Hermed håber jeg at have givet lidt inspiration til, at læserne selv får lyst til at følge eklipsens virkning. (Note 4)

 

Annemette Pedersen

 

Kilder

 

 1: Bernadette Brady: “Predictive Astrology: The Eagle and the Lark”, Samuel Weiser Inc, 1992.,  BB omtaler Saros serie 117 som Saros serie 2 Old North.

 2: Celeste Teal, “Eclipses”, Llwellyn Publications, 2006

 3: Nogle astrologer går op til 5 graders orbis.

 4: De omtalte tidligere artikler kan også findes på www.annemettep.dk.