Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, Stenbukkenummeret jan. 2019, som nr. 4 artikel i en nystartet serie om aktuelle eklipser. Vil du fremover læse artiklerne FØR eklipserne forekommer, så følg med i bladet.

 

Eklipsesæsonen januar 2019

Sidst vi havde formørkelser var i juli/august 2018, hvor vi blev begunstiget med hele tre eklipser, og nu går vi, som altid efter et halvt års tid, igen ind i en eklipsesæson. Denne gang får vi først en Solformørkelse d. 6. januar og dernæst en Måneformørkelse d. 21. januar.

Som i de tidligere artikler i denne artikelserie,  ser vi i denne artikel på eklipsernes mulige påvirkning af de individuelle radix-horoskoper. Med til tolkningen af en eklipse hører at se på ”fødselshoroskopet” for den Saros-serie, eklipsen tilhører, hvilket man kan læse mere om i seriens tidligere artikler.1 

 

Solformørkelsen d. 6. januar 2019

Solformørkelsen d. 6. januar 2019, er partiel og vil være synlig fra det nordøstlige Asien samt det nordlige Stillehav. Opstilles horoskopet for eklipsen, falder Nymånen, og dermed eklipsegraden, i 15 25 Stenbuk. (se horoskop)

 

Saros seriens tema

Solformørkelsen d. 6. januar tilhører solar Saros 122, og den er nr. 58 ud af seriens i alt 70 eklipser. Teorien siger, at horoskopet for en series “fødselseklipse” angiver et gennemgående tema for alle seriens eklipser.

 

SEcl 17040991 S 122

Solar Saros 122 fødselshoroskop

 

Den første eklipse i solar Saros 122 fandt sted d. 17 apr 991, med en Nymåne i 01 47 Tyren.

Bernadette Brady tolker seriens fødselshoroskop ud fra midtpunkterne:

Node=Merkur/Jupiter

Jupiter=Pluto/Node

Merkur=Nymåne/Venus

Neptun=Uranus/Pluto

 

BB får dette til, at alle seriens eklipser har at gøre med usædvanlige grupper, samt individets involvering i disse grupper. F.eks grupper angående healing, kunst eller kærlighed til menneskeheden. Individet vil føle at få hel del ud af at deltage i sådan en gruppe.2

 

Den aktuelle eklipses tema

Solformørkelsen d. 6. januar 2019 er en solar, Sydlig Måneknude eklipse. At den er solar (Nymåne) forbindes med afslutning efterfulgt af ny begyndelse, specielt i forhold til egoet. At eklipsen optræder sammen med den Sydlige Måneknude tolkes som en lukning, samt en afgivelse af energi og ego.

 

SEcl 06012019

 Solformørkelsen, d. 6.januar 2019

 

Nymånen falder i Stenbukken, så man kan derfor forvente, at den gruppedeltagelse Saros-serien indikerer, i en eller anden grad vil handle om grupper, der har mere overordnede ting som samfund, politik eller klima på dagsordenen. Gruppernes holdning vil samtidig være, at ikke alt er samfundets skyld, men at vi også selv har et individuelt ansvar. Det kan f.eks. gå ud på at tænke mindre på egoet og mere på helheden, f.eks. gennem at nedskære vores forbrug.

I horoskopet har vi Chiron stærkt inde, med en stortrigon i vandtegnene til Venus og den Nordlige Måneknude. Dette ligger fint i tråd med BBs opfattelse af, at hele Saros-seriens tema vedrører healing, kunst og kærlighed. Chirons betydning træder specielt frem, fordi Chiron i den aktuelle eklipse falder i tæt konjunktion med Chiron i Saros-seriens fødselshoroskop. Man kan vel sige, at eklipsen d. 6. januar har sammenfald med en af Saros-seriens Chiron-runder.  

Eklipsen kan måske derfor især pege på gruppedeltagelse forbundet med healing – healing af jorden, samfundet og klimaet, nu vi er ved Stenbukkens samfundsmæssige engagement.

 

Hvem påvirkes mest af eklipsen

Da Nymånen, og dermed eklipsegraden, falder i 15 25 Stenbuk, påvirker denne Solformørkelse stærkest de, som i deres radix horoskop har Sol, Måne eller Ascendant stående fra en 12-19 grader i enten Krebsen eller Stenbukken.3

 

Eklipsens fremtidige virkning

Der er delte meninger om, i hvilket tidsrum en eklipse har en virkning, men der synes at være enighed om mindst frem til samme type eklipse i næste eklipsesæson, hvilket generelt vil være ca. et halv år frem. Derudover kan en eklipse i gennemsnitligt 3,5 år (solformørkelser lidt kortere, måneformørkelser lidt længere tid) reaktiveres af transitter til eklipsegraden – især Mars for aktion og Saturn for afslutning.4

I løbet af 2019 passerer transit Saturn eklipsegraden hele tre gange. Det kan derfor være, at man i starten af 2019 tror, at man endeligt har fundet f.eks. sin nye gruppe, men at man må revidere det flere gange i årets løb, før man er tilfreds. Til nytår 2019/2020, når Saturn har været over eklipsegraden alle tre gange, og Saturn ydermere er helt ude af sin retrograd-sløjfe, vil jeg forvente, at eklipsens virkning må være overstået.

Derudover ser det ud til, at sommeren 2019 kan medføre en vis reaktivering af eklipsen, med transitter fra både Sol, Mars og Måneknuder til eklipsegraden.

 

Mere præcist reaktiveres eklipsegraden således:

  • Solen vil i mindre grad aktivere primo hver januar og juli.
  • Mars vil tilskynde til handling primo juni 2019.
  • Måneknuderne aktiverer medio august 2019.
  • Saturn passerer eklipsegraden tre gange i 2019 – feb, aug og okt.

 

En grafisk oversigt over aktiveringer af Solformørkelsen

Når man skal se på aktiveringer af en eklipsegrad, kan man altid bare se på aktiveringer til eklipsehoroskopets Måne. Dette skyldes at både Solformørkelser (Nymåner) og Måneformørkelser (Fuldmåner) siges at falde i Månens grad. For de grafisk orienterede er der her en oversigt over de væsentligste aktiveringer af solformørkelsen d. 6.1.2019.

Reaktivering Solformoerkelse

 

Måneformørkelsen d. 21. jan 2019

Måneformørkelsen d. 21. januar 2019 er total og vil i Danmark være synlig tidligt om morgenen, når Månen er ved at gå ned - ca. kl. 06, plus/minus 2 ½ time. Månen, og dermed eklipsegraden, falder i horoskopet i 0 51 Løve. (se horoskop)

Derudover kan den totale formørkelse observeres fra Nord- og Sydamerika samt de vestlige områder af Europa og Afrika. Centrale og østlige dele af Afrika, Europa og Asien vil kunne se partiel formørkelse.

 

Saros seriens tema

Solformørkelsen d. 21 januar tilhører lunar Saros 134, og er nr. 27 ud af seriens ialt 73 eklipser.

 

LEcl 01041550 S 134

 Lunar Saros 134 fødselshoroskop

 

Den første eklipse i lunar Saros 134 fandt sted d. 1. april 1550, med en fuldmåne over Vædder/Vægt aksen.

Bernadette Brady tolker dette fødselshoroskop med inddragelse af midtpunkterne:

Uranus=Venus/Jupiter

Solen = Venus/Mars

Sydlige Måneknude= Jupiter/Saturn

Og BB får, at temaet for alle eklipser i Saros 134 kan være ”Hurtig opfyldelse af ønsker, trangen til at etablere en forening eller en alliance, samt pludseligt gennembrud og opnåelse af resultater”.

 

Den aktuelle eklipses tema

Måneformørkelsen d. 21. januar 2019 er en lunar, Nordlig Måneknude eklipse. At den er lunar forbindes med kulmination, se ting i nyt lys, færdiggørelse, samt med Månens normalt tilknyttede områder, såsom hjem, familie, følelser osv. At eklipsen optræder sammen med den Nordlige Måneknude tolkes som en åbning, en tagen ind, samt en positiv indflyden af energi.

 

LEcl 21012019

Måneformørkelsen, d. 21. januar 2019

 

Fuldmånen falder over aksen Løve/Vandbærer, så Saros-seriens tema omkring foreninger kan ses gentaget her, hvor aksen spænder mellem individ og gruppe.

Endvidere falder fuldmånen lige ved tegngrænsen, i 0 51 Løve/Vandbærer, så selvom en fuldmåne peger på færdiggørelse og kulmination, er der også her et element af, at der begyndes på noget nyt, eller at noget nyt er i sin vorden.

Merkur konjunktion Sydlige Måneknude i Stenbukken kunne pege på at slippe traditionelle tænkemåder, og vi har dertil et horoskop præget af visioner og ønskedrømme, med Venus konj Jupiter i Skytten, i kvadrat til Neptun i Fiskene.

Kort sagt: slut med alt det traditionelle (Sol og Måne har lige forladt Krebsen og Stenbukken), nu handler det om at slippe kontrollen og kaste sig ud i en vild brainstorm. Men ihukommende Saros-seriens tema, med god udsigt til at opnå resultater.

 

Hvem påvirkes mest af eklipsen

Med eklipsegraden i 0 51 Løven, vil denne Måneformørkelse stærkest påvirke de, som i deres radix horoskop har Sol, Måne eller Ascendant stående en to-tre grader fra tegngrænsen Løve/Vandbærer.  

 

Eklipsens fremtidige virkning

Det mest sandsynlige scenarie for de næste års reaktivering af eklipsen ser ud til at blive:

I juli 2019 aktiveres eklipsegraden af både Sol og Mars, så mon ikke der tages nogle initiativer her. Ellers skal vi frem til april 2020, hvor både Mars og Saturn går i opppositon til eklipsegraden, og Saturn-sløjfen aspekterer et par gange mere i 2020. Om der så sker en mærkbar reaktivering af eklipsen i april 2020, for at virkningen derefter ebber ud, er derfor nok værd at lægge mærke til.

Hvad jeg egentlig tror er mere sandsynligt er, at man allerede nu har mærket eklipsens virkning, altså før selve eklipsedatoen. Den Nordlige Måneknude passerede eklipsegraden d. 30. okt. 2018, og går vi lidt længere tilbage, har en Mars-sløjfe ligget og kørt henover eklipsegraden hele tre gange i sommeren 2018. Mars kan forbindes med handling, og Rahu med opvågning, så muligvis har man allerede taget de første – eller afgørende - skridt i den retning eklipsen indvarsler.

Mere præcist aktiveres eklisegraden således:

  • Solen vil i mindre grad aktivere medio hver januar og juli.
  • Mars vil tilskynde til handling maj, august og september 2018, medio juli 2019 og primo april 2020.
  • Nordlige Måneknude aktiverer ultimo oktober 2018
  • Vi skal frem til 2020 før Saturn aktiverer tre gange i april, juni og december.

 

En grafisk oversigt over aktiveringer af Måneformørkelsen

Her en oversigt over de væsentligste aktiveringer af Måneformørkelsen d. 21.1.2019.

Reaktivering Maaneformoerkelse

 

Mere generelle betragtninger

Da temaerne for hhv. Solformørkelsen d. 6.jan og Måneformørkelsen d. 21. jan på en måde ligger indenfor samme emnekreds - grupper, samfundet, klimaet, healing, nytænkning, foreninger og resultater - kunne man godt få lyst til se eklipserne i januar som et samlet hele. Det vil så ikke være det almindelige, at begge eklipser rammer stærkt ned i samme persons horoskop, men som generel strømning i tiden ligger der måske noget helt nyt og venter på os i forbindelse med. f.eks. opkomsten af nye politiske foreninger eller partier.

I de svenske TV-nyheder så jeg fornylig (i starten af oktober) en beretning om en form for selvstyre eller selvhjælp i visse svenske landdistrikter, og nu jeg tænker over det, lå denne ”nyhed” jo indenfor både eklipsens mulige virkeområde samt mulige tidsrum.. Eklipsernes samlede virkning kunne måske på lignende måde være noget med, at nu slutter vi os sammen og gør tingene selv, for nu er det nødvendigt at handle, og vi kan ikke længere vente på ”systemet”. Spændende at se hvad januar 2019 bringer.

 

Kilder

1: De omtalte tidligere artikler kan også findes på www.annemettep.dk. Især artiklen fra juli/aug 2018 handler om Saros.

2: Bernadette Brady: “Predictive Astrology: The Eagle and the Lark”, Samuel Weiser Inc, 1992.

    BB omtaler Saros-serie 122 som Saros-serie 2 South.

3: Nogle astrologer går op til 5 graders orbis.

4: Celeste Teal, “Eclipses”, Llwellyn Publications, 2006

5: Timeanddate.no/Sol&Måne/Formørkelser

6: Se generelt: https://eclipse.gsfc.nasa.gov/eclipse.html