Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne, i Krebsenummeret juli 2019, som nr. 5 artikel i en serie om aktuelle eklipser. Vil du fremover læse artiklerne FØR eklipserne forekommer, så følg med i bladet. 


Eklipser juli 2019

Dette er en del af en artikelserie om de aktuelle Sol- og Måneformørkelser, herunder især deres virkning i de personlige horoskoper. Formørkelser - også kaldet eklipser - falder altid i sæsoner med ca. et halvt års mellemrum. Sidst faldt der to eklipser i januar 2019, og nu, et halvt år efter, falder der to eklipser i juli. Vi får en Solformørkelse d. 2. juli og en Måneformørkelse d. 16. juli.

 

Om at blive personligt påvirket af en eklipse

Om en eklipse påvirker ens fødselselshoroskop afgøres af, om ”eklipsegraden” berører et vigtigt punkt i horoskopet, f.eks. Sol, Måne eller Ascendant. Eklipsegraden vil altid være lig Månens position i eklipsens eget horoskop – eklipsen siges at ”falde” i dette gradtal. En solformørkelse er samtidig en Nymåne, så eklipsegraden er her lig både Solens og Månens position i eklipsens horoskop. En Måneformørkelse er  samtidig en Fuldmåne, og eklipsegraden er her kun lig Månens position. 1

Solformørkelsen i juli falder i 10 37 Krebs, og Måneformørkelsen  falder i 24 04 Stenbuk. Der er derfor størst chance/risiko for at blive personligt berørt af julis eklipser, hvis man i sit fødselshoroskop har Sol, Måne eller Ascendant stående i konjunktion med, eller i opposition til, en af disse positioner. Regn med plus/minus 3 grader. 

At begge eklipser falder henover Krebs-Stenbuk-aksen kan i først omgang pege på, at områder som sikkerhed og tryghed kan komme på tale. For videre tolkning må vi ned og kigge på de enkelte eklipser.

 

Solformørkelsen d. 2. juli 2019

Synlighed

Solformørkelsen vil være total, men kan desværre ikke ses fra Danmark. Den totale del af formørkelsen kan ses fra dele af Stillehavet, Chile og Argentina, og i resten af Sydamerika kan delvis solformørkelse ses.  Da formørkelsen er total, regnes dens astrologiske indflydelse for at være stærk. 2

Om Saros- serier

Eklipser løber i såkaldte Saros-serier, bestående af ensartede eklipser, der over mange hundrede år falder med ca. 18 års mellemrum. Den aktuelle solformørkelse tilhører Solar Saros-serie 127, en serie som har løbet siden år 991 og slutter i år 2452. Den aktuelle eklipse befinder sig midt i sidste halvdel af serien, da den er eklipse nr. 58 ud af 82. Totale eklipser befinder sig altid i seriens midte, her er der tale om en serie med en ”bred midte” med mange totale eklipser.

Eklipserne i en series yderpunkter er kun svage formørkelser, som anses for at have en svag astrologisk indflydelse – lige bortset fra den aller første eklipse i serien, som regnes for Saros-seriens såkaldte fødselstidspunkt. Horoskopet for denne første eklipse regnes for tolkningsnæssigt at præge samtlige af seriens eklipser.

 

Fødselshoroskop for Solar Saros-serie 127

 

ecl1

 

 

Denne Saros-serie kaldes af astrologer også for serie 3 North, og Bernadette Brady, som altid inddrager midtpunkterne i tolkningen af disse fødselshoroskoper, tolker dens betydning til at være:

”Nymånen er på Merkur/Pluto midtpunktet og Jupiter er på Venus/Pluto midtpunktet.”

”Dette er en ekstrem (over-excessive) eklipsefamilie. Hovedtemaet er at bringe enten nyheder, der involverer unge mannesker, eller nyheder, der forandrer (transformerer) en situation. Denne informaton kan medføre bekymring, eller den kan foranledige at personen bliver fanatisk/besat (obsessive). Individet ønsker måske at påtage sig store planer eller aktiviteter, hvilket kan være meget positivt, sålænge at personen ikke bliver helt besat, helt mister jordforbindelsen (carried away).” 3

 

Horoskop for Solformørkelsen d. 2.7. 2019

Den overordnede tolkning af den enkelte eklipse afhænger også af, om der er tale om en Sol- eller en Måneformørkelse, og om om formørkelsen falder nær den Nordlige eller den Sydlige Måneknude.

 

Ecl2

 

I juli falder Solformørkelsen (Nymånen) i konjunktion med Den Nordlige Måneknude.  Alle solformørkelser forbindes med afslutning efterfulgt af ny begyndelse, specielt i forhold til egoet.  At den her optræder sammen med den Nordlige Måneknude tolkes som en åbning, en tagen ind, samt en positiv indflyden af energi.

Det peger jo umiddelbart i positiv retning, at man lukker noget bag sig og er villig til at åbne sig for en ny positiv energi. Men Saros-seriens tolkning tydede også på, at man kan komme til enten at bekymre sig, eller man går måske helt over gevind. Selve eklipsehoroskopet kan faktisk også pege på begge dele: Jupiter kvadrat Neptun i Skytte/Fisk kan få en højt op at flyve, men med Saturn stående sammen med den Nordlige Måneknude overfor Sol og Måne, skal man måske nok regne med, at den omsorg  - eller barnlighed - man udviser (Krebsen),  møder regulær voksenmodstand.

En sådan generel tolkning skal derudover– ligesom ved transitter - sammenholdes med hvordan eklipsen aspekterer det personlige horoskop.  F.eks. falder denne solformørkelse i Greta Thunbergs horoskop i opposition til hendes Sol/Chiron konjunktion. Dette vil nok ikke falde lige så positivt ud, som i januar, hvor en solformørkelse faldt i konjunktion med hendes Sol/Chiron. Mere om dette senere.  

Hvem påvirkes mest:

De som har Sol, Måne eller Ascendant i 10 37 grader Krebs eller Stenbuk, plus/minus tre grader,

Aktiveringer af Solformørkelsen

En eklipse siges at blive aktiveret, når især Sol, Mars, Jupiter, Saturn eller Måneknuderne passerer eller går i opposition til eklipsegraden – som jo altid er lig Månens position. Derfor viser denne tabel transiterende planeters aspekter til eklipsehoroskopets Måne.

 

 Ecl3

 

Her ser vi, at selve eklipsen (Sol konj. Måne) falder d. 2.7, og mest interessant er det, at Mars aktiverer eklipsegraden ca. en måned før, nemlig d. 1. 6, samt at Nordlige Måneknude aktiverer eklipsen hele efteråret 2019. Mars regnes altid for at medføre mærkbar handling. og transit fra en Måneknude kan have en  specielt stærk virkning. 4

 

Måneformørkelsen d. 16.  juli 2019

Synlighed

Denne delvise Måneformørkelse vil være synlig i Danmark, samt i virkelig mange andre dele af verden.. I København kan formørkelsen bedst ses omkring kl. 23:30 plus/minus halvanden time.Se i retning mod syd-sydøst. 5

 

Lunar Saros-serie 139

Julis Måneformørkelse tilhører lunar Saros-serie 139, som løber fra år 1658 til år 3065. Denne eklipse er nummer nr. 22 ud af 81., den befinder sig altså ca. midt i første halvdel af serien, og er ikke total, da seriens midte med totale eklipser endnu ikke er påbegyndt.  Da denne eklipse ikke er total, skal man kun forvente en svagere virkning.

 

Ecl4

 

Bernadette Brady  siger om tolkningen af Lunar Saros serie 139:

 

”Mars er på midtpunktet Uranus/Sydlige Måneknude, Uranus er på midtpunktet Jupiter/Saturn, Mars er på midtpunktet Måne/Neptun”

”Pludselige diskussioner/skænderier, intense oplevelser. Et skift i følelsesmæssig stemning, ændrede omstændigheder, ændring af bopæl. Sårbarhed over for eksterne hændelser.” 3

Min note: Bemærk Pluto i tæt konjunktion med Månen – i selve eklipsegraden – som vel står for de ændringer, der omtales.

 

Horoskop for Måneformørkelsen d. 16.7.2019

 

Ecl5

 

Alle Måneformørkelser (Fuldmåner) forbindes med kulmination, se ting i nyt lys, færdiggørelse, samt med Månens normalt tilknyttede områder, såsom hjem, familie, følelser osv. Når den som her optræder sammen med den Sydlige Måneknude, tolkes det som en lukning, samt en afgivelse af energi og ego.

Derudover lægger man især mærke til, at Pluto – ligesom i Saros-seriens fødselshoroskop – indtager en fremtrædende plads, igen i konjunktion med Månen og dermed med selve eklipsegraden. Forandringer på det følelsesmæssige, familiemæssige eller boligmæssige plan må absolut være på tapetet – dog ihukommende, at dette er en svagt virkende eklipse.

 

Hvem påvirkes mest:

De som har Sol, Måne eller Ascendant i 24 04 grader Krebs eller Stenbuk, plus/minus tre grader,

 

Aktiveringer af Måneformørkelsen

 

Ecl5

 

Her ser vi, at selve eklipsen (Sol opp. Måne) falder d. 16.7., og Mars aktiverer igen før selve eklipsedatoen, nemlig d. 22.6. En optakt eller en igangsættende konflikt kunne derfor tænkes at forekomme her. Saturn aktiverer med eksakt aspekt i januar 2020, og Saturn siges at have en afsluttende virkning på en eklipse. Dog vil jeg, især pga. Plutos specielle rolle for denne eklipse, tro, at Plutos aktivering gennem hele 2020 vil  gøre, at de største forandringer nok sker her – som en konsekvens af, hvad der skete i sommeren 2019. Jupiter siges at kunne ekspandere virkningen af en eklipse, og Jupiter aktiverer også i hele 2020. Jupiter og Pluto sammen over eklipsegraden – man tror måske, at det hele er overstået  i januar 2020, men man kan alligevel ikke slippe det – der kan evt. være tale om en slags besættelse.  

 

Greta Thunberg

I min sidste eklipseartikel så jeg på januars Solformørkelse i forhold til den unge klimaaktivist Greta Thunberg. Det interessante var her, at eklipsen faldt i konjunktion med Gretas radix Sol/Chiron konjunktion.

Når en solformørkelse falder i konjunktion med ens radix Sol, kan man regne med fremgang på de områder, der normalt associeres med Solen – f.eks. at ens selvtillid stiger, og man møder anerkendelse.

Nu ligger det i sagens natur, at får man en sådan dejlig Solformørkelse oven i sin Sol, ja så er der altid en risiko for, at der et halvt år efter falder en Solformørkelse i opposition til ens Sol. Den transiterende Sol er nemlig nu nået over til den modsatte Måneknude i Zodiakken, og den solformørkelse, der nu udløses, vil  derfor have en pæn sandsynlighed for at ligge overfor ens radix Sol. (Note 6)

Hvor ens ego og selvtillid altså boostes, med en Solformørkelse over ens Sol, ja, så er der en risiko for det  modsatte, når der falder en Solformørkelse overfor ens sol – man møder modstand, tror ikke så meget på sig selv og møder ikke så megen anerkendelse, for ikke at sige manglende opbakning.  Og disse to fænomener optræder altså ofte med et halvt års mellemrum  - som de gamle ordsprog siger det: ”Træerne vokser ikke ind i himlen”, ”Hovmod står for fald” osv.

 

Ecl6

    Billedtekst: Julis solare eklipse, d. 2.7 i  i 10 37 Krebs, falder lige overfor Gretas Sol/Chiron konjunktion..

 

Nu kan man sige meget om Sol konjunktion Chiron, som der ikke er plads til her, men grundlæggende er konjunktionen ikke styrkende for ens identitetsfølelse, hvorfor man gerne søger denne bekræftet på anden vis. Måske man kan sige, at når en Solformørkelse styrker ens Sol, så lykkes det, og når en Solformørkelse modarbejder ens Sol, så lykkes det mindre godt.

 

Greta og Nobelprisen

Det vil være nærliggende at se de to solformørkelser i 2019 i forbindelse med Gretas indstilling til Nobels fredspris. Den første (for Greta positive) eklipse faldt i januar 2019, og det må netop være deromkring,  at nogle har indstillet hende til at modtage Nobels fredspris, da deadline for indstilling var d. 1.2 2019.

Afgørelsen af hvem der skal modtage prisen sker i oktober 2019. Ser man på skemaet over aktiveringerne af julis (for Greta negative)solformørkelse, ser man, at den Nordlige Måneknude aktiverer i en længere periode henover efteråret 2019. En sådan aktivering fra en Måneknude udgør efter nogles mening en eklipses højdepunkt.  I samme tidsrum transiterer den Sydlige Måneknude henover Gretas Sol og Chiron, og også dette tyder også på  en tid for afgivelse af ego, ikke en hævdelse af ego. Behøver jeg at sige, at jeg ikke forventer, at Greta bliver modtageren af fredsprisen 2019.

 

Greta og København

Men om jeg nu på nogen måde har ret i mine antagelser om, at julis solformørkelse vil påvirke Greta negativt, det kan vi måske få en første ide om, når Greta d. 25.5 skal tale til en klimademonstration i Danmark. Denne artikel er skrevet d. 20.5, så hvad der kom til at ske,var endnu ubekendt for skribenten – men ikke for læserne af bladet. Jeg vil personlig være spændt på, om Mars-aktiveringen d. 1.6 af eklipsen kan få mærkbar virkning for Greta d. 25. maj. Planeten Mars kombineret med generel modstand – kommer der mon moddemonstration, eller andre former for negative aktioner, i forbindelse med klimademonstrationen.  Eller optræder Greta efter nogles mening for hovmodigt eller fanatisk, og bliver agressivt kritiseret for det bagefter.

 

Et kuriosum

Weekendavisen bragte d. 10.5.2019 en artikel om en tysk professor, der sammenligner Greta Thunberg med Kaspar Hauser,  ud fra en tese om at de begge var ventet af deres tid. Dette ”at være ventet af sin tid” lød i mine ører interessant, set i sammenhæng med det måske skæbnebetonede, der kan være i forbindelse med eklipser. Det var derfor oplagt for mig at undersøge, om Kaspar Hauser evt. også havde været under påvirkning af eklipser til sin radix Sol, da han dukkede frem ud ad den mørke skov. Og, jo, det var han – for så vidt, at hans formodede fødselsdata holder. 

Det vil jeg skrive mere om i en senere artikel - her eller på min hjemmeside.

 

Materiale til selvstudie:

På min hjemmeside www.annemettep.dk har jeg lagt en liste over alle solformørkelser siden år 1900. Nu kan du selv efterprøve om hypotesen holder:  hvis en solformørkelse har ramt din Sol, blev du så mere berømt – eller måske bare en smule mere kendt - end du var i forvejen. Og hvis der så, et halvt år efter, optrådte en Solformørkelse overfor din Sol, hvad skete der så. Blev du måske ramt af modvind på cykelstien, nu hvor det ellers lige gik så godt. God fornøjelse.

 

Noter

Note 1: Enkelte regner altid med Solens position som eklipsegrad.

Note 2: https://www.timeanddate.no/formorkelse/sol/2019-juli-2

Note 3: Bernadette Brady: “Predictive Astrology: The Eagle and the Lark”, Samuel Weiser Inc, 1992.

Note 4: Bill Meridian: ”The predictive power of Eclipse Paths”, Cycles Research Publications 2010.

Note 5: https://www.timeanddate.no/formorkelse/maane/2019-juli-16

Note 6: Det omvendte må være lige så sandsynligt, modgang efterfulgt af medgang – men det bemærkes måske mindre.

Note 7: Man kan læse mere om eklipser og Saros-serier på min hjemmeside www.annemettep.dk.  Især artiklen fra juli/aug 2018 handler om Saros.